FOTOALBUM / SLÆGTSBOG
(sidst opdateret 12. oktober 2024)
Jeg er overbevist om, at til sin tid vil mine børnebørns videre slægtled være mig dybt taknemmelig, præcis som jeg selv føler det nu om dage vedrørende fortidens skriveri fra fjerne aner.
Skrevet af Jens Emborg
jensemborg@icloud.com
.jpg)
TOMOS (= Thomas stavet på walisisk), mit yngste barnebarn, fotograferet halvandet år gammel af sin mor KELLY til sin storebrors 4 års fødselsdagsfest (2010) dengang hjemme på Vesterbro København. Engang flere år senere havde jeg begge drenge med til skaktræning for juniores nede i ØBRO. Hvor skønt, blev der sagt, nu begynder også børnebørnene at spille skak. NEJ NEJ, svarede TOMOS, farfar har bare trukket os med - og lige siden har jeg aldrig igen trukket mine børnebørn med i ØBRO
ELIAS (opkaldt efter sin tip-5-oldefar), mit ældste barnebarn, her fotograferet af sin mor KELLY til min 60 års fødselsdagsfest (2007) i Grøften Tivoli København. Bemærk, at han ligner drengen på det næste billede - som er hans far (begge drenge skudt halvandet år gamle)
.jpg)
Her hans far, min søn LINUS - med suttekluden - fotograferet (også halvandet år gammel) på sin vej ud til sin mor JYTTE i køkkenet i vores første lejlighed i Klosterport Århus. Fornavnet LINUS havde vi fra tegneserien Peanuts af Charles Schulz - på dansk Radiserne, Thomas med suttekluden.
I sin tid (1970) havde hans fødsel været dramatisk, hans mor og far var med ambulance under fuld udrykning blevet kørt til fødselsanstalten, derfra midt under selve fødslen igen med ambulance under fuld udrykning videre til et hospital. Som noget nyt i Danmark måtte barnets far overvære fødslen, og som en af landets allerførste mænd skulle jeg være med. Imidlertid var det nye ikke indført på hospitalet, så i mange lange timer måtte jeg den søndag nat sidde i venteværelset. Først tidligt mandag morgen blev han født.
Bedsteforældrene i Brørup tilbød at arrangere barnets dåb (navngivning) i Brørup Kirke - og alle de dermed forbundne udgifter. Fordi samtidig var min storesøster MARGIT nedkommet med hendes førstefødte HENRIK MOSEKILDE. Flot og festligt, dobbelt barnedåb. Imidlertid ville præsten ikke acceptere ALENE fornavnet LINUS. Navnet stod ikke anført på hans liste. Ydermere skulle vi vælge endnu et fornavn. Kirken forlangte det, sagde præsten. Vi svarede, at så skulle vores barn alligevel IKKE døbes i kirken, men navngives offentligt hjemme i Århus. MEN dertil svarede præsten (som var en af min fars venner), at SÅ ville kirken alligevel gerne acceptere alene det ene fornavn - og sådan blev det.
Her det første skolebillede af LINUS fra hans allerførste skoledag (Zahles København 1977). Var 6 år gammel, ville samme år fylde 7 (stadigvæk her i Danmark den normale alder for skolestart).
På skolerne (den rigtige og den forkerte) blev elevernes selvtillid blandt andet formet af skolernes skakhold, der rundt om i både Danmark, Skandinavien og Europa fejrede ekstremt store succeser.
I 1972 var LINUS flyttet med sine forældre til København. Vi boede i en efter datidens forhold stor fornem lejlighed på Østerbro - i en ejendom administreret af hans mors MOSTER ELLA. FORDI det offentlige først skulle acceptere huslejekontrakterne, havde vi proforma måttet udleje er værelse.
LINUS blev I begyndelsen af årtusindet inviteret til en traditionel bryllupsfest i Wales (8/6 2002), og der mødte min søn min svigerdatter KELLY. Her på fotografiet ses de (+ deres 2 drenge) år senere til en festivitas hjemme i hendes Wales.
Her sidder JEG i slutningen af 1940’erne på en bænk i gården til Søndergade 12 i Brørup sammen med mine første af livets venner, fra venstre mod højre LISE og KAREN MARGRETHE. Der sad vi godt, og senere gik jeg igennem 10 år i klasse med KAREN MERGRETHE på Brørup Skole. LISE gik i klassen lige under os (søde små børn, men dét blev vi ikke ved med at være).
Det vat i 1947 (eller cirka deromkring), at jeg blev født. Hjemmefødt på årets længste dag (21/6) i cykelsmeden NELLE s ejendom, og dengang skinnede solen altid. Sommeren 47 blev en af de varmeste, efter en af de koldeste vintre i mands minde. Mine lykkelige forældre var ANNA og EDVARD EMBORG, siden min fødsel forblev min mor hjemmegående, ellers var hun cyklende sygeplejerske i Folding Sogn, min far var lærer i Brørup, og min storesøster MARGIT var allerede en gammel pige på hen ved 6 år.
I samme ejendom boede ERIK og hans frække lillebror KNUD, som også kun lige var blevet født, deres forældre var ELLEN og SIGURD CHRISTENSEN, bare en måned senere blev KAREN MARGRETHE født inde hos naboen, træskomanden SVEND BJERG, og nogle måneder senere igen nedkom NELLE s kone, læreren KAREN HANSEN, med lille søde LISE (som min mor altid sagde).
Engang mange år senere fik jeg en fødselsdagshilsen fra KAREN MARGRETHE. Hun huskede en af mine fester. Hun tvivlede dog på, om det virkelig dengang havde været min fødselsdag, men jeg havde inviteret LISE og hende med over til købmand Stilling i Skolegade - fordi der havde vi bog, og så kunne man købe alt muligt lækkert, fordi det blev bare - helt gratis - skrevet i bogen.
Imidlertid trak hendes mor hende efterfølgende med over til købmanden, og der skulle hun pænt tage sit fine lyserøde BOBBEL-TYGGEGUMMI ud af munden, og give ham det tilbage - på trods af, at hun ikke havde tygget på det ret længe.
På skolerne (den rigtige og den forkerte) blev elevernes selvtillid blandt andet formet af skolernes skakhold, der rundt om i både Danmark, Skandinavien og Europa fejrede ekstremt store succeser.
I 1972 var LINUS flyttet med sine forældre til København. Vi boede i en efter datidens forhold stor fornem lejlighed på Østerbro - i en ejendom administreret af hans mors MOSTER ELLA. FORDI det offentlige først skulle acceptere huslejekontrakterne, havde vi proforma måttet udleje er værelse.
Jeg sidder her bagved min lille lejekammerat KNUD, og hans storebror ERIK, i en flot sæbekassebil bygget af emballage fra Trælasten, hvor drengenes far arbejdede. Dengang åbenbart en god baggård for os. Uanset, at jeg udmærket kan huske alle de uhumske lokummer og skraldespande (dengang eksisterede børnehaver endnu ikke i Jylland).
LISE sagde, at når hun blev stor, ville hun giftes med MIG, og jeg sagde, at når jeg blev stor, ville jeg være skraldemand. Jeg var dybt fascineret af de store stærke skraldemænd - der ofte kom og hentede gårdens skraldespande for at tømme dem på skraldevognen (en gammel lastbil). LISE svarede, at SÅ ville hun hellere giftes med KNUD (jeg blev ikke hverken skraldemand eller gift med LISE - sådan er livet).
Sommeren 1951 lærte KNUD og jeg at cykle. Jeg havde fået min cykel efter min storesøster, og jeg kan huske, at selve starten var det sværeste, men at KNUD fik mig højt op på en stor sten nede på hjørnet af Vandtårnsvej. At han fint fik cyklen ind under mig, og at han så bare skubbede mig ned ad den stejle ALLEGADE. Hu hej hvor det gik, og i susende fart cyklede vi tværs over den travle hovedgade. Imidlertid opskræmte vi de koner, der straks havde spottet os, og byens netværk fungerede, for vi blev indfanget - vi nåede aldrig længere ud end til skolen. Skældud husker jeg ikke, men KAREN LAMP (Danmarks første kvindelige Sognerådsformand) talte store alvorsord til vores forældre, og NELLE satte min cykel i karantæne - og der stod den så - lige indtil KNUD dagen efter igen hjalp mig med at få den ud og hen til den store sten på hjørnet.
Jeg står her ved siden af LISE. Fotografen var LISEs far, og jeg mener at kunne huske, at han sagde vi skulle smile. Faktisk kan jeg stadigvæk fint huske den tur. Det må have været omkring 1950, vi kørte i hendes afdøde farfars flotte Chevrolet Z 525 (han havde været sognerådsformand), og vi var på besøg ovre ved hendes mors forældre på en gård ved Ullerslev i det østlige Fyn.
Specielt husker jeg turen tilbage. LISE var faldet i søvn, men JEG holdt mig vågen - fordi vi kørte lige efter en moderne luksuriøs bil med store røde baglygter (jeg glemmer det aldrig, dét var første gang jeg så et dollargrin)
Vi byggede vores hus engang i begyndelsen af 1950’erne (jeg kan fint huske, at det blev bygget), vi havde købt en stor gammel frugthave i Hustedgade nummer 23, langt nede i fodenden af barndommens børnerige gade - og pludselig fossede danmarkshistoriens største velfærdsboom ind over hele kongeriget. Danmark var slet ikke et forholdsvist fattigt land, men stadigvæk dengang var hestevogne mere almindeligt end biler (plovmanden med sin hest tegnede tiden).
Dengang var et badeværelse med indlagt toilet kun for de rige, og også varme igennem radiatorer var luksus. Ikke kul og kakkelovne, almindeligt var derimod rotter omkring de udendørs lokummer, og en klatvask i køkkenvasken i stedet for et badeværelse. Noget af det allerførste jeg kan huske er, hvordan vi tidligere alle 4 en gang om ugen var gået over i skolen og badet (ugens højdepunkt, jeg kan tydeligt huske trygheden ved at holde min far i hånden, hans store trygge fingre).
Virkeligt meget har forandret sig siden, og i dag ligger nummer 23 midt i barndommens gade. 1954 begyndte jeg på Brørup Skole - byens eneste - og jeg glemmer aldrig en dag med ÅBEN SKOLE. Vores nabo hjemme fra Hustedgade, bøndernes sprøjtekonsulent ASGER ALBERTSEN, kom ind og satte sig ved siden af mig. Vores klasselærer FRU MADSEN bad mig stave: OGSÅ. Min ven ALBERTSEN hviskede OSSE, og prompte svarede jeg højt og tydeligt OSSE - alle grinede af MIG - jeg holdt meget af ham, men lige siden har jeg ikke rigtig troet på autoriteterne (vores hus herover er i øvrigt fotograferet for nyligt af sprøjtekonsulentens datter Tove Albertsen).
Jeg opdagede det slet ikke, at JEG blev fotograferet. Det var min 9 år ældre kusine GRETE EMBORG, der blev fotograferet af en professionel fotograf hjemme i Skanderborg, og jeg stod interesseret og så på. GRETE havde bestået præliminæreksamen (cirka som en nutidig studentereksamen).
Bemærk mit tøj - nye moderne PLUS FOURS (knæbukser). Jeg var bare 6 år gammel (1954), og var netop dét år begyndt i skole 1. april (senere blev første skoledag ændret til efter sommerferien).
Vi besøgte ofte min ONKEL HANS, TANTE KAREN og deres 3 børn i deres store Villa Egholm på Egholmsvej i Skanderborg. Til at begynde med dengang cyklede vi alle 100 kilometer derop, og alle 100 kilometer tilbage igen (jeg på et børnesæde på stangen af min fars cykel, og min storesøster MARGIT på hendes egen lille cykel).
Senere rejste vi med tog, og senere igen, som velstanden bare steg og steg, kørte vi raskt afsted i egne biler, men først efter, at begge de 2 fædrene brødre i en sen alder havde bestået køreprøve. Derefter, efter at vi i de glade 1960’ere havde købt bil, arrangere TANTE KAREN mange fantastiske rejser i sommerferierne, først her i landet og senere rundt i Tyskland (i de samme tider begyndte charterrejserne).
Min klasse fotograferet i 1955, vi var begyndt i skolen i 1954. Jeg står bagerst længst til højre. Måske blev ALLE klasser i Brørup dengang først fotograferet fra og med 1955 (bemærk, at min skjorte er den samme som ovenfor).
Samme sommer (1955) åbnede Brørup Svømmebad. Kongen, dronningen og de tre små prinsesser kom til den officielle indvielse. Jeg kom også, og der var jeg så rigtig meget hver eneste sommer.
VI (både A og B klassen) havde i 3. klasse spillet skolekomedie på det RØDE hotel i Søndergade - hele 3 forestillinger i 1956 - og overskuddet fra den 3. forestilling gik til årets Ungarn-hjælp. Jeg er ham længst til venstre, prinsessen er KAREN MARTGETHE, de to andre drenge var mine bedste lejekammerater. BENT var prins, KNUD var væbner som mig, og vi blev den aften fotograferet af den smukke prinsesses far, træskomanden SVEND BJERG, oppe i privaten ovre på den anden side af Søndergade.
1956 glemmer jeg aldrig - som den første lærerfamilie havde vi købt fjernsyn. Skærmen var KUN på 17 tommer, men alligevel sad alle skolens lærere bænket der om aftenen. Ungarn-hjælpen blev præsenteret i store tv-shows, og dagen derpå talte alle om det. Om eftermiddagen inviterede min mor gerne alle gadens små ind for at se TV for børn.
Vores familieliv blev totalt ødelagt. Siva-skriget er også fra 1956, men ellers havde vores lille familie samlet hørt følgetoner i radioen som Gregory-mysteriet. Måske havde min mor eller far læst op af en spændende bog. Eller vi havde spillet et brætspil, men fjernsynet ødelagte familielivet (til gengæld var indoktrinering fra landets magthavere suverænt med fjernsynet).
Midt i februar 1958 fløj den dengang nyoprettede redningstjeneste i Værløse for første gang en civil patient med helikopter i Danmark. Det var en SIKORSKY helikopter - og patienten var værkfører ROBERT MØLLER (VW Vejen) fra sygehuset i Brørup via fodboldbanen ved Brørup Skole.
Efterfølgende landede helikopteren med sin patient i Fælledparken ved Rigshospitalet København, og også der samlede sig flere overraskede over pludselig at se en helikopter komme dalende ned fra himlen. Fotografiet er et pressefoto (Vestkysten fra Esbjerg eller Kolding Folkeblad) - og bemærk de 2 drenge i baggrunden under haleroret - det er MIG til venstre og min lejekammerat KNUD til højre - på dét tidspunkt gik vi stadigvæk i 4. klasse (jeg tror faktisk, at jeg der havde de samme PLUS FOURS (knæbukser) på, som tre og et halvt år tidligere - 1954 - oppe i Skanderborg).
HER må fotografen nok have været HANS NYGAARD JENSEN, han blev flere år senere rektor for Zahles institutioner i København (efter POUL HARTLING, der var blevet statsminister), hvor så min søn LINUS begyndte i skole takket være HANS.
Jeg kendte selvfølgelig alle de store grønne spejdere og også os små ulveunder, men billedet er ikke så tydeligt, at jeg kan genkende alle. Bagerst kan jeg se bagstopperen BENT JEPSEN, han var flere år senere lederen i vores fodboldklub af en tur til Kongsberg i Norge. Jeg er delvist skjult 5. forrest. Vi skulle cykle ned til vores første lejr i en hytte ved søen i Jels, og flere tilskuere er samlet i baggrunden, blandt andet kan jeg se mine forældre og KNUDs mor.
Billede af hver enkelt elev fra Brørup Skole (jeg kan ikke huske hvilket år, men trøjen kan jeg fint huske, den havde min mor selv vævet.
Som ulveunger var vi på flere forskellige ture i weekenderne. Derudover var vi et år med toget til Nibe ved Limfjorden, og året efter igen var vi med toget til Lolland. Her klassekammeraterne JENS, BENT, AAGE og KNUD.
Her er klassebilledet fra den obligatoriske tur til København. I 1959 og 1960 (6. og 7. skoleår) gik turene til henholdsvis København og Bornholm. Vi overnattede altid på Strandvejen 93 i København, C. F. TIETGEN s tidligere privatbolig, Provinsbørns Ferieophold. Jeg sidder i 1. række næst yderst til højre med et fotoapparat.
Realeksamen, fotograferet lige efter hos fotografen FRU HØJLUND i Brørup. Jeg véd, at der også findes et klassebillede, men desværre har jeg ikke en kopi af fotografiet (vi var kun 12, 6 piger og 6 drenge).
Efter realeksamen (1964) blev jeg sat i murerlære hos HEISE MURER i Foldingbro (murermester HANS CHRISTIANSEN). Det var stærkt imod min vilje, men dengang bestemte man ikke selv. Min fremtid blev bestemt af mine forældre, og jeg skulle være murermester som min morfar havde været det i Horsens.
Selv ville jeg gerne have været student fra Ribe, som min storesøster, og derefter have læst videre til et eller andet spændende. Sådan ville min mor det ikke.
I juleferien samme år (1964) tog jeg til Ribe og opsøgte skolens rektor. Ubehøvlet - mente ALLE. Sagde, at jeg var villig til at gå en klasse om. Han svarede, at jeg ikke behøvede gå noget om, at jeg kunne begynde med det samme. Min realeksamen var ganske enkelt adgangsgivende. Imidlertid støttede INGEN mig - og derfor måtte jeg nødvendigvis fortsætte som murerlærling.
Men jeg hadede det. At skabe rammer om familieliv var guddommelig, sagde min mor, men sådan følte jeg det ikke. Slet ikke, når jeg efter hver øl-pause kunne se min mester stå og pisse i hjørnet af rammen. Vi byggede villaer op til Herning og Skanderborg og ned til Flensborg. Brørup Huset krakkede, og vi fortsatte med Brørup Nybyg. Men så smed HEISE MURER mig af lære - ophævede min lærlingekontrakt (en uforglemmelig hændelse - som mere end noget andet formede resten af mit liv).
Her sidder jeg oppe på mit værelse ved mit lille skrivebord, som min far - også som sløjdlærer - selv havde bygget til mig. Mit hår gik endnu ikke ud over ørene, men det var lige før. Min DYRE radiogrammofon ses i baggrunden, den havde jeg købt toldfrit i sommeren 1964 (og havde så bare taget den med hjem) efter min realeksamen som BOY på DFDS-færgen imellem Esbjerg og Harwich i England (i 2 sommerferier sejlede jeg, flere af mine kammerater fra Brørup sejlede også - før den tid var vores skoleengelsk bestemt ikke særlig godt).
DRUK (som sædvanlig) en onsdag aften hjemme hos KNUD på FREDENSVEJ 12 i Brørup - lige inden Brørup Popklub åbnede. Jeg sidder forrest med slips på - nede på gulvet. Antagelig var KNUD fotografen (til tidens pigtrådskoncerter var der Hit House i København - og så den store berømte Brørup Popklub).
Efteråret 1965 etablerede jeg min SATISFACTION CLUB, og vi arrangerede et stort bal på pavillonen i Skibelund, men det gav underskud - som vi 5 i bestyrelsen jo selv skulle betale. Derpå tilbød jeg de andre, at jeg alene ville betale hele underskuddet IMOD, at jeg så fremover også alene fik eventuelle overskud. De andre 4 sagde JA. Derefter blev jeg på kort tid MEGET velhavende. Det næste arrangement på Hansens Hotel i Vejen gav mig et rigeligt overskud, og sådan fortsatte det (kort tid senere købte jeg mig en skøn Jaguar Mark 9).
KNUDs forældres sommerhus ved Daugårdstrand MEGET højt oppe på nordsiden af Vejle Fjord. KNUDs mor, ERIK i soldateruniform, dengang var soldaternes udgangsuniform stadigvæk brune, MIG og KNUD (+ deres blå Mercedes i baggrunden)
Dengang arrangerede KNUD i øvrigt altid fest næsten hver lørdag aften. I sommerhuset, hvis hans forældre blev hjemme i Brørup - eller i Brørup, hvis hans forældre kørte op i sommerhuset. Selv kørte han i sine berømte/berygtede veteranbiler (hvor der altid var plads til en til).
KNUD og jeg havde været i Malmø og København - frem og tilbage fra hans værelse i Vejle - uden en øre på lommen. På stop, og på færgerne over Storebælt, og frem og tilbage fra Sverige, havde vi snydt os om bord. Hos LASSEs forældre i Malmø havde vi spist, men på hjemvejen over Sjælland måtte vi spise fra en skraldespand.
I Malmø sov vi på en kirkegård inde midt i byen, på Sjælland sov vi en nat på en bænk i et lille anlæg ved vejen i Tåstrup, og her fotograferede KNUD mig lige efter færgen, jeg lå i græsset ved motorvejen på Fyn. En usædvanlig tur, som ingen af os - så længe vi lever - nogensinde glemmer.
Sommeren 1968 havde jeg mødt JYTTE til en 3-dages fest på kunstakademiet i Århus. En i aviserne meget stor fest, som jeg havde arrangeret - og kort tid senere sad JEG her ved siden af den skønne jomfru hjemme i hendes Gammel Åby (Åbyhøj Århus) sammen med hendes mors 2 hunde.
I øvrigt blev den århundreder gamle øvrighedsrespekt som ved et trylleslag bortelimineret i 1968 af ungdomsoprøret (som politiske journalister flere år senere døbte det).
Forinden havde HEISE MURER ophævet min lærlingekontrakt. Officielt havde jeg i stedet for fået en ny kontrakt af vores nabo MILLE i Hustedgade (murermester EMIL PLATZ NIELSEN), og havde derefter på fuld tid arrangeret pigtrådskoncerter i Brørup og overalt i Jylland. Min og 2 andre unge arrangørers impresariovirksomhed INTER SHOW lå oven over Mælkepoppen ved torvet i Esbjerg (dengang et mejeri, nu HOTEL BRITANNIA).
INTER SHOW var mig en gigantisk økonomisk succes, men uheldigvis var jeg også involveret i en grim bilulykke. En svensk pigtrådsgruppe smadrede deres store amerikanske flyder nord for Vejle (på hovedvejen i dengang 3 spor). Flere blev kvæstet, en døde og jeg blev stærkt psykisk påvirket.
Katastrofen var dagen efter omtalt på forsiden af alle landsdækkende aviser.
Eftersommeren 1967 var jeg rejst til Århus, og først året efter var jeg tilbage til svendeprøven i Esbjerg. Bestod, og blev som udlært ansat af MILLE som murersvend til en flot indvendig blank mur i lærerværelset på Brørup Skole - og lige siden har jeg aldrig rørt en mursten.
Påsken 1970 blev JYTTE og jeg gift i Åbyhøj Kirke (Århus). Gift af en præst i en hellig kirke - UANSET, at jeg allerede et par år tidligere havde meldt mig ud af folkekirken (i sin tid var JEG blevet medlem ved min fødsel).
Cirka 15 år senere blev vi skilt (hun ville realisere sig selv).
Far og lille søn - jeg i kampuniform - sidder en mørk aften ved spisebordet i vores første lejlighed i Klosterport Århus. Jeg havde først siden 1/10 1970 været menig soldat som infanterist i Haderslev, men var blevet overflyttet til telegraftropperne i Århus. Om natten skulle jeg tilbage for at sove på kasernen. Havde længe forinden bitterligt fortrudt, at jeg ikke fra begyndelsen - i stedet for - havde meldt mig som militærnægter.
Gardinet har jeg i øvrigt brugt til den lampeskærm, som jeg netop nu sidder og skriver dette ved.
MIG, fotograferet af JYTTE, under en fest i et sommerhus ved Limfjorden. Dét år (1972) oversteg lønningerne til reparationer - efter århundreder - omkostningerne til nyt. Derefter smed man ud i stedet for at reparere. Min generation, og alle før den, var opdraget til det stik modsatte - altid reparere og aldrig smide ud (det lille gule badekar, LINUS i sin tid blev badet i, bruger jeg stadigvæk til at skylle tøj i).
Vi var netop flyttet til København, aldrig nogensinde tidligere i danmarkshistorien havde det været SÅ let at få et nyt job. Manglen på arbejdskraft var enorm. JYTTE ved Handelsbanken og jeg ved det ungarske luftfartsselskab med masser af gratis flyrejser over hele verden til min familie og mig. Samtidig begyndte jeg at køre taxa, og ydermere påbegyndte jeg et studie på handelshøjskolen.
Far og søn. LINUS med sine træsko på Jaguaren. En flot tegning fra børnehaven i den ene hånd, sin far i den anden hånd, og vores daværende lejlighed Jacob Erlandsens Gade 1 i København inde til venstre. Pressefotografen var fra dagbladet BT, hvor billedet blev trykt midt i 1970’erne. Artiklen var stort sat op, men var noget vrøvl og sludder.
Far og søn i Rom (1980) efter Skakitalia’80, en skakturnering jeg havde arrangeret i Italien. MOR JYTTE anes bag ved søn og far. Fotografen var LARS BEIERHOLM.
Efter en skøn dag på Mandø overnattede hele selskabet på kroen, og der blev jeg fotograferet. Hatten havde jeg købt i Mexico, og var begyndt at ryge små cerutter inspireret af filmen DEN GODE, DEN ONDE OG DEN GRUSOMME. Dagen derpå sejlede vi over til et sommerhus på Fanø.
5 år efter vi var kommet til København, flyttede vi til en stor herskabslejlighed i Vester Voldgade (Lille Christiansborg / Ny Christiansborg), hvor jeg også efter skilsmissen blev boende. Udsigten derfra var til den ene side op til rådhustårnets berømte ur, og til den anden side ud over havnen. Her på fotografiet øst for Langebro. Nu er alt totalt forandret, fantastisk meget nyt er blevet bygget. På billedet ses den tidligere storebæltsfærge Sjælland - som dengang lå fast vuggende forankret til partyer ud for min ende af Vester Voldgade.
Nu er der derfra, fra den ende af Vester Voldgade, endnu en moderne cykel-bro over havnen. Mine velmagtsdage sluttede omkring det herrens år 1984, dét år min far døde, og nu er alle mine gode venner fra dengang pist forsvundet. Måske fordi jeg var begyndt at tro, at jeg kunne gå på vandet, men at blive kasseret ynder ingen (jeg blev deprimeret og tosset, og måske er jeg det endnu).
Jeg skulle bruge billedet til visitkort. Antagelig var jeg ved at starte et eller andet op. Fotografen var LARS BEIERHOLM, dengang havde han store kontorlokaler i Kronprinsessegade.
Igennem hele 15 år havde jeg været gift. Skæbnens veje er som bekendt uransagelige. Headhuntet efter arkitektskolen i Århus til SALES MANAGER for et luftfartsselskab i København, hvor jeg senere etablerede eget rejsebureau. Iværksætterinitiativet fortsatte for fuld udblæsning. Igennem 21 år skabte jeg den ene nye virksomhed efter den anden, og solgte så snart tingene kørte på skinner. Forrygende, en lavine af succes, alle tænkelige forskellige brancher. Intet er så interessant som egen succes - omend andres fiasko bestemt ikke er at foragte.
Ofte satsede jeg stort, alt hvad jeg ejede. Måske nok for aggressivt - set i bakspejlets ulideligt klare lys - og tro mig, i det virkelige liv er det surt at tabe. Konkurs og hvad deraf følger er ikke morsomt, men i høj grad lærerigt, ikke mindst på det menneskelige plan. Jeg fortryder INTET. Men lige siden måtte jeg leve af det offentlige, nu er jeg endelig blevet folkepensionist, bor i København, er glad og lykkelig, og bruger primært min kostbare tid på mine børnebørn.
ELIAS - var ikke ret stor lige efter sin fødsel (2006) - jo, det er ham inde i dynen, og det er mig der kikker ned på ham hjemme hos ham på Vesterbro København - med alderen har han unægteligt vokset sig større.
Smiler (2008), fordi jeg netop for første gang havde set mit 2. barnebarn - den lille nyfødte TOMOS - også Vesterbro København.
Her et heldigt tilfælde - jeg blev fotograferet under min 65 års fødselsdagsfest i Tivoli København (2012). Mit ældste barnebarn ELIAS var bare 6 år gammel, og for at passivisere ham havde hans mor KELLY stukket ham sin mobiltelefon - og så, ved et utrolig heldigt tilfælde, fotograferede han mig.
I slutningen af 1970’erne begyndte min søn at spille skak på Zahles Skole, hvilket blev en succes. LINUS havde lært det af sin farfar i Brørup, og siden 1979 har en af MINE hobbyer været at deltage i turneringer. Fotografiet, et af Dansk Skak Unions mange officielle fotografier, er fra DM i Helsingør påsken 2013 på LO s KONVENTUM tegnet af JØRN UTZON (bemærk, at min påklædning er den samme som året i forvejen).
3 gamle venner, KAREN MARGRETHE, LISE og MIG. I sin tid snakkede vi altid lystigt - om alt muligt - på bænken eller i vippebilen i baggården til Søndergade 12 Brørup - og her snakkede vi stadigvæk (sommeren 2014) i Grøften Tivoli København.
KELLY havde, så længe HUN havde boet i København, hvert eneste år arrangeret min fødselsdag, og i 2018 (71 år) mødtes vi i M. G. Petersens Gamle Familiehave her på Frederiksberg.
HER har KELLY fotograferet 3 generationer. Begge mine børnebørn, drengene ELIAS og TOMOS, mig og min søn LINUS. Vi fejrede min fødselsdag (73 år i 2020) på det gamle spisested SCHØNNEMANN midt i kongens gamle København.
Min storesøster MARGIT og lille MIG (skudt cirka 1950, men jeg kan ikke huske det).
Min mor ANNA hjemme i Hustedgade Brørup bag om vores Mercedes. Sin egen opvækst ville hun ikke tale om. Derfor har jeg selv måttet forske, hun var blevet født i et overklassehjem inde midt i Horsens, men under hendes fødsel døde hendes mor. Hendes far var byggematador, men som en kun 12 år gammel pige begik HAN selvmord på grund af deflationen efter 1. verdenskrig (omkring 1920).
Men hendes barndomshjem havde været et hjem med klaver - så HUN overlevede som pianist til tidernes stumfilm i byens biografteatre. Senere blev hun uddannet sygeplejerske, og hun havde som sådan arbejdet i Århus, Roskilde og København inden hun mødte min far i Horsens (de blev gift i 1939).
Vores bil så igen ud som ny, renoveret totalt og lakeret perfekt, efter at JEG sammen med fætter THORKIL, engang i Tyskland sammen med ONKEL HANS og TANTE KAREN, havde smadret den på en af de fantastiske ture i sommerferierne - og derefter var det bestemt ikke den eneste gang, jeg smadrede vores flotte Mercedes. Efter sigende var jeg en meget vild knægt (krudt i røven, hed det dengang).
Her min skønne svigermor LILLY, min søn LINUS mormor med stort M. Fotograferet af mig i hendes køkken ude i det hyggelige rækkehus i Gammel Åby (Åbyhøj Århus).
Antagelig havde i sin tid hendes far og min morfar som henholdsvis stadsarkitekt og byggematador i Horsens været bekendte - og begge de 2 herrer begik uafhængigt af hinanden selvmord.
Henholdsvis på grund af sine drenge (ikke pigerne, deriblandt min svigermor LILLY) der IKKE ville acceptere hans utroskab imod deres mor, og henholdsvis på grund af den grimme deflation efter 1. verdenskrig. Deflation er det modsatte af inflation. Imidlertid er ingen interesseret i denne barske, men spændende slægtshistorie.
Min far (født 1905) er ham den store dreng i midten. Min ONKEL HANS, senere viseskoleinspektør oppe i Skanderborg, er min fars lillebror ude til højre, og bag ved ham ses min FASTER ANNA i Canada ved siden af min farmor MARGRETHE (2 kvinder jeg alene kender fra billeder). Til venstre står min farfar bag min kære FASTER I VEJLE. Fotografiet er fra foran familiens NØRMOSEGAARD på DØRSLUNDVEJ 56 - en nybygning eller ombygning på den jyske hede nord for Brande (gården var oprindelig en udstykning fra familiens Arvad Mølle).
Drengene var år senere, i begyndelsen af 1950’erne, initiativtagere til udarbejdelse af en slægtsbog fra et slægtsforskningsinstitut i Fredericia (bogen kan nu lånes gratis på landets folkebiblioteker).
Min fars forældre (mine børnebørns tipoldeforældre) havde i 1905 opkaldt deres ældste søn (min far) efter sin farfar EDVARD EMBORG, og samtidig havde de tilføjet mellemnavnet SEVERIN, antagelig fordi de var inspireret af digterpræsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872). Forældrene afhændede senere gården og flyttede ind i VILLA RØDSTEN på DØRSLUNDVEJ i Brande. Børnenes mor MARGRETHE døde (1937), forinden havde hun været indlagt på FRØKEN HONORÉS BUREAU i Horsens, der havde min mor dengang været sygeplejerske, og der mødtes så min mor og far (i 1939 blev de gift).
Billedet er det officielle fra Brørup Kommune (som det stadigvæk dengang hed, i dag Vejen Kommune). Min far står bagerst længst til højre. Kun 3 af de i alt 12 lærere kan jeg ikke huske - 1. læreren B. Hansen (dengang hed det IKKE skoleinspektør) står forrest længst til venstre. Noget af det første jeg kan huske er, at han døde (billedet er fra 1948, og jeg var netop blevet født i 1947).
1/4 1944, som 2. verdenskrig vendte, var min far blevet fastansat som lærer med pension ved den nye forholdsvis store Brørup Skole. Dét år fyldte han dagen efter 39. Fastansættelse i 30’erne havde været næsten umuligt, og ydermere var pension dengang fantastisk. Samtidig var min mor blevet ansat som cyklende sygeplejerske i Folding Sogn, og på den tid var min storesøster MARGIT endnu kun en lille pige på godt 2 år. Mere end en kilometer oppe på toppen af Harbjerg flyttede min kommende familie ind i det tidligere direktørhjem HARBJERGHUS (konkursramt fabrik i Folding Sogn). Først senere, inden jeg brev født i 1947, flyttede min lille familie ned i byen (Brørup Sogn).
Vinteren 1946-47 var den koldeste i mands minde, og den vinter lå snedriverne så højt, at min far måtte kravle ud fra et tagvindue og så gå med snesko på, for at kunne komme ned i skolen. Jeg ved ikke, hvordan i alverden min mor dengang kunne cykle rund i sneen til sygebesøg i Folding Sogn.
Edvard Emborg som klasselærer for en 8. klasse på Brørup Skole. Jeg kender ingen af eleverne. Måske er fotografiet fra 1955, året min far fyldte 50 (hele byen flagede - samme dato fyldte H. C. Andersen 150 år).
Flere af min fars gamle elever har efterfølgende betroet mig, at han i sin tid fuldstændigt havde ændret deres liv - fordi han havde givet dem selvtillid.
På fotografiet står min far som klasselærer for de 19 elever, der i 1953 var begyndt i 1. klasse på Brørup Skole. Lærer var dengang absolut hæderligt (ikke mindst fordi lærerlønnen dengang var forholdsvis høj).
Billedet er åbenbart først blevet skudt et par år efter skolestarten. Jeg begyndte først selv i skole året efter (1954), 2 parallelklasser delt alfabetisk på efternavnet, men jeg har garanteret kendt alle børnene (nu kan jeg beklageligvis ikke genkende alle). Umiddelbart ses tydeligt, at påklædningen hører fortiden til.
I øvrigt brugte min far hvert år næsten hele sin dengang 7 uger lange sommerferie på en manuel udarbejdelse af skolens timeplan, hvilke lærere til hvad og hvornår (computeren var jo endnu ikke opfundet).
Hele lærerpersonalet er ikke med på fotografiet, flere mangler, men min far står forrest som nummer 3 fra venstre. Min mor står bagerst som nummer 3 fra højre. Det år 1955 begyndte jeg i 2. klasse, og min første klasselærer - FRU MADSEN - står som nummer 5 fra højre. Min senere klasselærer i realklasserne, AAGE DYBDAL, står forrest som nummer 2 fra venstre.
Min far med min søn LINUS fotograferet af JYTTE i 1970 (første gang min far så min søn).
Min far EDVARD EMBORG. Han underviste i folkeskolen Brørup Skole, og ugentligt om aftenen med regnskabslære i handelsskolen. Lærerspecialet var geografi og sløjd.
Dengang min far i sin tid havde bestået sin lærereksamen fra seminariet i Gedved nord for Horsens (1931), var det næsten umuligt at få et rigtigt job, men han havde fået mange mærkelige vikariater. Lærervikar rundt om i landet, kirkesanger, journalist - og eksempelvis - under krigen som graver af brunkul i Søby nordvest for Brande (brunkul blev dengang brugt til opvarmning).
Pædagogikken blev antagelig påvirket af et vikariat på landets hårdeste opdragelsesanstalt for slemme drenge, BRAASKOVGAARD syd for Horsens (i 1941 blev min storesøster Margit født på det nærtliggende Hornsyld Sygehus). Jeg er aldrig blevet slået, hvilket ellers dengang var almindeligt. Min opdragelse var fri, omend jeg altid har haft stor respekt (Peter Sabroe 1867-1913 regnes for at være den første i Danmark, der forsøgte at ændre samfundets traditionelt gamle væremåde).
Jo da, også jeg var skam med til min farfars 80 års fødselsdagsfest i 1949 oppe i Skanderborg, men jeg kan ikke huske det. Endnu var jeg ikke fyldt 2 år. Min farfar fejrede der dagen sammen med sine endnu levende 6 søskende, og her ses han sammen med 3 af sine børn, 2 svigerdøtre, 3 børnebørn - GRETE, MARGIT og PER. De 2 små (som vi blev kaldt) var lagt hen - THORKIL og lille mig.
Noget af det allerførste min hukommelse kan huske er fra sommeren 1950. Dengang blev han kørt med en flot sort ambulance til det grundtvigianske plejehjem LILLE VEUM nede i mit sydjyske Brørup. Alle 100 kilometer sad jeg på forsædet i midten - og så viste den flinke FALCKMAND mig hvor knappen til udrykningshornet sad (dét og denne hæse insisterende lyd glemmer jeg aldrig).
Kanonfotografiet her har garanteret ikke været billigt, omend kanonfotograferne var kommet langt ned i pris siden fotokunstens begyndelse 75 år tidligere. Mine oldeforældre BIRGITTE og EDVARD sidder i midten, et stovt guldbrudepar (gift i 50 år) + alle deres 8 levende børn + alle 8 svigerbørn (3 af guldbrudeparrets børn var døde som små, dengang var børnedødeligheden uhyggelig høj).
Kanonfotografiet er fra foråret 1814, samme år første verdenskrig brød ud om sommeren. Mange tjente guld på den krig (som altid og også på den krig), eksempelvis gullaschbaronerne i Danmark (1. verdenskrig - 1814-1819 - blev afsluttet af DEN SPANSKE SYGE, og 2. verdenskrig blev afsluttet af atombomben).
Spanske syge var et nyt krigsvåben - og var en mærkelig influenza. Millioner døde af den. Dobbelt så mange i taberlandene, som i de sejrende lande. Usædvanligt, og også mange her i det lille neutrale Danmark såvel som nede i det neutrale Spanien. Fortsat tror mange, at denne specielle influenza var blevet udviklet i et laboratorium - ligesom dengang giftgas (fordi ellers dør ingen af influenza).
Men hvis man i forvejen lider af en eller flere dødelige sygdomme, og ydermere får influenza, dør man ikke af, men med influenza. Flere er overbevist om, at de nuværende verdensomspændende tester i virkeligheden er vigtige informationer til nogle tophemmelige militære test-laboratorier (årligt fødes / dør cirka 1% af landets befolkningen, altså her i landet i dag årligt cirka + - 60.000).
Maj 1864 havde det oprindelige bryllup stået - dengang havde den smukke brud kun været 18 år gammel, og hendes score havde været selveste mejeriforpagteren på 25 år (USSINGGAARD syd for Horsens, en af Jyllands bedst drevne herregårde). Oldemor ANE BIRGITTE MARGRETHE s far PEDER Jacobsen (søn af JACOB) var gårdejer på en gård ved landsbyen Gram ved Rårup sydøst for Horsens (min oldemor fødte i løbet af 19 år, i sit ægteskab med min oldefar EDVARD, 11 børn).
11 BØRN
- 01: 1865 - 1865: FREDERIKKE Emborg (døde 9 måneder gammel)
- 02: 1866 - 1872: KATRINE Margrethe Frederikke Emborg (døde 6 år gammel)
- 03: 1867 - 1935: PETER Jacobsen Emborg (Jacobsen, på grund af den første navnelov i 1828)
- 04: 1869 - 1951: JENS Peter Emborg (min farfar)
- 05: 1870 - (???): JOHANNES Frederik Emborg
- 06: 1871 - 1958: HENRIK Peter Emborg
- 07: 1873 - 1955: FREDERIK Magdalus Emborg
- 08: 1875 - 1955: ANE Emborg gift Fonager
- 09: 1877 - 1955: MARGRETHE Emborg gift Jensen
- 10: 1880 - 1893: MARIE Emborg (døde 13 år gammel)
- 11: 1884 - 1965: HANS Peter Emborg
På guldbryllupsfotografiet sidder og står de 8 levende børn rangordnet fra venstre mod højre efter deres alder. PETER Jacobsen Emborg med sin kone sidder forrest længst til venstre ved siden af det gamle brudepar, til højre for guldbrudeparret sidder mine bedsteforældre, og bagerst står den yngste HANS Peter Emborg med sin kone. Mine oldeforældres børnebørn er mine forældres generation, og den generation talte i alt 30 + flere født uden for ægteskaberne. Nogen var måske med til den store fest (?). Jævnfør den gamle slægtsbog fra hedengangne Dansk Slægtsforskning i Fredericia hed flere af pigerne ANE, BIRGITTE eller MARGRETHE - og 4 af drengene hed EDVARD (slægtsbogen ligger nu på landets folkebiblioteker).
Min oldemor BIRGITTE fødte hendes første 2 børn på USSINGGAARD syd for Horsens, de næste 6 på ØSTBIRK PRÆSTEGAARD nord for Horsens, og de 3 yngste på Arvad Mølle ude ved Brande. 5 piger og 6 drenge, i alt 11 børn. Ingen tvivl, min oldemor var SEJ. I øvrigt blev hendes lillesøster gift med gårdejeren på BRUNSBJERG ved en lille landsbykirke i Stenderup syd for Horsens (i dag nedlagt som landbrug, 75 tønder land, men dengang en større gård med 4 længer i okkerfarvet bindingsværk, stråtag, egen vindmølle og toppede brosten på gårdspladsen, hvor jeg som dreng havde mange skønne feriedage).
I tiden fra 1870 til 1900 udvandrede 170.000 danskere på skibe fra Larsens Plads i København til Amerika, og næsten tilsvarende mange sejlede fra Hamburg. Høj sø i 17 dage kostede 60 kroner. Under tidernes landbrugskrise rejste mange fattige, overvejende fra husmandsklassen, OVER THERE til det forjættede land, dog var Danmark et af de europæiske lande, hvorfra færrest rejste. 38 millioner søgte statsborgerskab, og fik til gengæld gratis landbrugsjord (bemærkelsesværdigt, at ingen af guldbrudeparrets børn var udvandret).
MIN OLDEFARS OPVÆKST
Søskendeflokken talte 5, hvilket dengang ikke var meget, fordi børn var tidens pensionsforsikring. De fattige havde mange børn, og de rige havde mange glæder. Alle var blevet født før grundloven (1849), storesøsteren ANDINE var den ældste, EDVARD var den næstældste, og også de 3 yngste var drenge. Alle var født på herregården PEDERSHOLM i Vejle, hvor forældrene havde forpagtet herregårdsmejeriet, og antagelig hjalp alle børnene til i den daglige drift (fordi før grundloven blev børn dét, de var født til at blive).
Først PEDERSHOLM i Vejle, derefter BROHOLM ovre i det sydøstlige Fyn, og til sidst BORUPGAARD i højlandet nord for Horsens. MEGET lange rejser rundt i landet - at rejse var dengang bestemt ikke ufarligt - arbejdet på mejerierne var heller ikke ufarligt (- antagelig døde begge hans forældre, og hans lillebror JOHANNES, af arbejdsrelaterede forgiftninger).
EDVARD s mor blev af hendes børn kaldt FREDERIKKE. Hun var rejst dertil fra en stor herregård i det tyske Holsten, hvor hendes far var ladefoged, og som var hvorfra eksperter i mejeridrift blev hentet. HOLLÆNDERI, sagde man dengang, og Holsten lå jo noget tættere på Holland, end Danmark gjorde. Verdens første andelsmejeri, HJEDDING i Vestjylland, blev først etableret 45 år senere. EDVARD s far JENS Emborg (1814-1866) var blevet født med en sølvske i munden oppe i Norge, men alle parrets 5 børn blev født i Danmark, så den lille familie med de pæredanske børn var international (bemærkelsesværdigt, fordi nationalitet fik stor betydning dengang efter krigen 1864).
Ingen af de 4 drenge var landsoldater i nogen af tidens mange nationale krige. De pligtopfyldende og tapre landsoldater blev ellers verbalt beundret af alle (eksempelvis H. C. Andersen). Napoleon havde mødt sit Waterloo i 1815. DEREFTER var internationale lejesoldater blevet omstruktureret til nationale landsoldater, og DERFOR var nationalitetsbegrebet efterfølgende opstået iblandt folket (konsekvensen var til stor fordel for folkerige lande).
Kongerigets traditionelle stormagtsrolle ophørte efter 1864 - efter nederlaget til Østrig og tyske Preussen. Traumatisk, og udenrigspolitikken blev omlagt. Lige siden har vi ALTID holdt med den stærkeste (ikke officielt, men reelt uanset hvad som helst, bortforklares gerne på politikersprog).
Det store Tyskland indtil 2. verdenskrig vendte, og lige siden USA. Da krigslykken midt under krigen vendte, var besættelsen ikke længere af vores værnemagt, men af en nazi-tysk besættelsesmagt. Den danske regering havde frygtet, at de allierede styrker skulle landsætte deres soldater på den jyske vestkyst, og dermed føre krigen ind her i landet NED IMOD Tyskland. Derfor var tyskerne til at begynde med - indtil 1943 - vores værnemagt (5 år senere vinkede danskerne IGEN smilende, men da til de britiske soldater).
Heldigt (for både Østrig og Danmark), at vi efter anden verdenskrig alligevel officielt blev betragtet som allierede. Nationalitetsbegrebet er nu igen ved at fordufte, fordi nu omstruktureres militærmagt til alverdens statsløst - vira, droner, dræberrobotter, computerprogrammer og kunstig intelligens, og nu dirigeres landenes befolkninger af moderne militærmanøvrer - via embedsværk, regering og medier (flokmentaliteten styres bedre/billigere af FAKE NEWS).
SORTE SKOLE
Alle 5 børn var antagelig blevet undervist af privatansatte huslærere på de forskellige herregårde, alternativt i de nye folkeskoler, og desuden forinden konfirmationen hos præsten i kirkens kristendomsundervisning. I 1814 havde enevældens embedsværk bestemt, at den gamle sorte fattigskole skulle kasseres. Igennem de forudgående 75 år havde den sorte skoles fattige børn (langt mere end 90% af alle børn) kun sjældent lært læsning, skrivning og regning, men alene bibelhistorie, og længere tilbage havde danske skoler igennem mere end 200 år været forbudt til fordel for løgn og latin i kirkens latinskoler. Måske var de forholdsvis få rytterskoler en undtagelse. Dansk læsning, skrivning og regning havde ALENE været et anliggende for de børn, hvis forældre kunne betale (ikke i forbudte danske skoler, men med privatansatte huslærere derhjemme).
Sorte skole, sagde almuen (i de 75 år) - på grund af præsternes sorte kjoler. Der havde de fattige børn fået livsløgnen ind med modermælken, derimod skulle de nye folkeskolelærere først have bestået en større lærereksamen fra nyoprettede seminarier. Hidtil i fattigskolen havde børnene kun lært at tænke som kirken ville (HVAD de skulle tænke - ikke SELV tænke).
Projektet med en ny skole, en folkeskole, skulle ændre samfundet, hvilket var nødvendigt efter "tabet af Norge" i 1814. Dengang mente embedsværket, at nu uden de norske rigdomme skulle almuebørnene nødvendigvis lære noget udbytterigt, men dengang var kirkens modstand enorm. Pøblen må ikke blive oplyst, fordi så rebellerer den. Modstanden imod en folkeskole var meget stor. FØRST skulle et pensum bestemmes, FØRST skulle seminariernes undervisere tilforordnes, FØRST skulle seminarierne bygges, og FØRST skulle seminaristerne fuldføre deres studier. Så den nye folkeskole blev ikke oprettet fra det ene årti til det andet (pædagog er i øvrigt græsk, og var den slave, der fulgte børnene til og fra skole).
Natalie Zahle (1827-1913), datter af en præst fra en præstegård ved Roskilde Fjord, var 10 år gammel blevet forældreløs, og var derefter, som sine medsøstre i samme situation, forudset til at blive en af de ugifte frøkener, der levede af familiens nåde (skyggetanter). I 1842 begyndte hun 15 år gammel at undervise som privatlærerinde i Jylland - og det var hun åbenbart usædvanlig dygtig til - først i et halvt år hos sin onkel og tante, Rasmus og Nora BØTGER i Barrit syd for Horsens. Derefter i halvandet år også syd for Horsens hos familien MERWEDE på Bjerre Mølle, og endelig på Fyn i 5 år hos familien HOLST i Nyborg. Efter i alt 7 lærerige år rejste Natalie Zahle så til København, hvor en af hendes mange ideologier var en klasselærer, en ideologi som senere blev indført i folkeskolen (klassemoderen, der skulle tage hånd om de små, og udvikle dem til hele mennesker).
Den danske folkeskole har igennem tiderne forandret sig meget, og er nu igennem mange år blevet skåret ned. Kun ganske lidt hver gang. Næsten ubemærket, men konstant. Salamimetoden - nu om dage er elevernes pensum langt mindre ambitiøst end tidligere, og desuden har børnene aldrig lært selv at tænke. Derimod har de lært dét magthaverne ville (kanon mig her og der, des mindre pøblen selv tænker og véd, des lettere er de små flokdyr at styre).
BORUPGAARD
Min oldefar EDVARD blev 15-16 år gammel sendt ud for at LÆRE LANDBRUG på hovedgården KALBYGAARD i Låsby imellem Silkeborg og Århus. Ikke sendt ud for at tjene, hvilket dengang var almindeligt. 19 år gammel blev han mejeriforpagter på en herregård ved Hinnerup nord for Århus. Kontrakten om forpagtning har antagelig udgjort en formue, og allerede et par år senere købte forældrene mejeriforpagtningen på en af Jyllands bedst drevne herregårde, USSINGGAARD syd for Horsens, hvor endvidere storesøsteren ANDINE skulle arbejde (HER en kopi af en kopi af et brev adresseret til JOMFRU ANDINE Emborg USSINGAARD).
Borupgaard 5/6 1862. Kjære Andine. Moder lader dig hermed vide, at hun agter saafremt Gud vil, at der ikke kommer noget i vejen, at besøge dig 3die Pinsedag tilligemed Henrik - i de rigtige Pinsedage maa vi blive, dels for lille Peter kommer hjem, og maa vi jo kjøre med ham, og dels for at Moder og jeg ikke i denne tid kan være borte begge, og jeg vil nødig være ene i Pinsedagene. Jeg kommer saa en dagstid efter markedet til Ussinggaard. Alting gaar her med det gamle, vi ere alle nogenlunde raske, og har det godt, vi har megen mælk og nok at bestille. Du taler nu snart med din Moder, hun kan da fortælle dig, hvorledes alt er her. Med hilsen fra dine altid hengivne Forældre (underskrevet Din Fader Emborg).
GULDGRAVER I AUSTRALIEN
Her en kopi af en kopi af et brev til storesøsteren ANDINE fra hendes lillebror HENRIK - dateret et par år senere - 17/8 1864 i DEIMANGOLLI.
Min kjære Søster. Jeg takker dig mange gange for dit sidste brev saavel som for de andre jeg har modtaget fra dig. Den Forglemmigei du sendte, skal jeg opbevare som en helliggave, jeg skal bringe den med tilbage til Danmark igjen engang naar jeg kommer hjem, men det varer maaske længe. Og Edvard, hvad mener du, det havde jeg dog ikke tænkt han vilde gifte sig endnu, han er rigtig blevet forgabet i Bergitte, nu det kan maaske gaa helt godt. Du kan tro kjære søster, Australien er egentlig ingen rart land at være i, jeg siger egentlig, for seer du her føres stadig saadant et omflakkende liv, og arbejde må man jo stadig og dygtig. Det hedder blot hænge i fra morgen til aften sildig, og knap nok har man ro om natten. - Jeg for min part finder mig meget godt deri, jeg kan klare mig hvor det er, og kommer altid godt ud af det og har stadigvæk temmelig godt med penge, men her er mangen en stakkel, som ikke er rigtig rask, og ikke kan arbejde, ingen penge har, og ingen arbejde kan faa, uha du kan tro, det er et surt liv, han er færdig at sulte ihjel, mangen en sulter vel ogsaa ihjel, gaar vild i de store skove, eller falder i Dikkenhullerne om natten og drukner. - Det er forresten kjedeligt, jeg ikke har mit portrait, det vilde ? vor kjære moder, men til næste postdag sende det, når nu bare ikke brevene går feil blandt al den hurlumhei de tydskere går og laver. Hils kjære Peter og tak ham for hans brev. Hils nu vor dyrebare moder mange tusinde gange fra mig, trøst hende for min skyld, jeg har det rigtig godt. Elskte søster, jeg kan nu ikke skrive mere, jeg skal i seng, mine kammerater har alt været i seng over en time, en anden gang skal du faa noget mere at læse. Hils nu dem alle, familie og bekjendte mange gange fra mig. - Og du hilses paa det hjerteligste af din altid hengivne Henrik. Undskyldning for Edvard, at han ingen brev modtager fra mig. Du ved nu grunden, din Henrik. Peter bad mig skrive, hvad brevene koster mig. Vil du sige ham, dem jeg endnu har modtaget koster ingenting når de kommer her. Lev vel Andine (underskrevet Din Henrik).
SVARBREVET KOM RETUR
Her en kopi af en kopi af svarbrevet fra ANDINE til HENRIK, dateret BORUPGAARD 21/1 1865 - men brevet kom retur til afsenderen.
Min kjære Henrich. Vi har længe ventet efter brev fra dig. Det sidste brev vi modtog fra dig fik vi i oktober, det var skrevet den 17. august, og da skrev du, at du vilde skrive igen til næste postdag, men endnu har vi ingen modtaget, jeg vil da haabe, at det er gaaet galt og at det ikke er dig der er syg eller fejler noget at du ikke har kunnet skrive. Kjære Henrich, du må undskylde Peder, at han ikke har skrevet til dig, han vilde allerede have skrevet før november, men saa var han i daarligt humør over Edvard og vilde først se om han kom derfra eller hvordan det gik med ham. Men da saa det nu er forbi at de nu flyttet fra Ussinggaard saa kom det andet i vejen for os. Johannes han kom til at ligge syg først i november og ligger endnu. Vi havde ikke troet at han havde levet, men nu er det lidt bedre med ham, men det er vist endnu tvivlsomt om han kommer sig eller ikke kjære Henrich. Du kan ikke tro, hvor meget han har lidt og lider og moder ogsaa ved at se paa hans elendighed og saa ingen ro, hverken dag eller nat. Det er dog et stort gode for os, at moder hun er nogenlunde rask i denne tid. Der er to senge i sovekammeret saadan at vi kan bære ham af den ene seng og i den anden. Bøl han hjælper morgen og aften at flytte ham. Det er en hævelse paa brystet, det begyndte som en byld saa vi troede det var en almindelig byld, men vi hentede alligevel strax lægen, da det var paa saa vanskelig et sted, han skar et lille hul og saa skulle der grød paa, men det blev jo længere jo værre, saa maatte vi hente ham igen, saa blev det skaaret længere ned, der kom 2 underkopper fulde af materie og saa maatte vi blive ved med grød og saa mente lægen nu vilde det hjælpe, men han maatte skære 2 gange til. Dagen før nytaarsaften blev der skaaret 4de gang og da havde han overskaaret en temmelig stor aare, for lidt efter han var kørt gav blodet sig til at strømme deraf. Kjære Henrich du kan ikke tænke dig vor angst. Vi troede han var død med det samme vi kunde ikke faa blodet standset. Men endelig blev det dog standset, han var saa mat at han i flere dage ikke kunne røre en arm, han maatte ligge hele natten i alt blodet, vi turde ikke røre ham for at det ikke skulde begynde igen. Vi maatte om morgenen skære hans skjorte og trøje af ham. Nu er han dog noget bedre, men han er jo mat og saa ogsaa øm og daarlig nu har han ogsaa lagt hul paa hans ben og han kan ikke saa meget som røre hans hoved og saa smerter det store saar ham jo saa meget. Det er en mærkelig sygdom. Lægen har aldrig fundet saadan et tilfælde før. Saa du kan tro kære Henrik vi har ikke havdt det godt. Fader har et par gange været syg et par dage og han er jo altid dårlig, med Edvard er det jo dog en elendighed han er med hans kone i Gram og Gud ved hvorledes han skal komme i gang igen han eier nu ingen ting og skylder Broge penge og mange regninger i Horsens. Kunde vi dog nu snart faa brev fra dig og høre at du er rask det kunde dog trøste os lidt især vor kjære moder. Forvalter Hansen han var her nytaarsdag. Ham skulde vi hilse dig fra og ønske dig et glædeligt nytaar, han sagde Gud ved hvor Henrich har spist til nytaarsaften i aar. Winther fra Overby var her nu i dette øjeblik, han fortalte, at fæstemand Hansens datter fra Aarhuus, hun var hos dem, hun var bleven forlovet med madam Vinyhers broder, han er fuldmægtig hos Hansen. Hun havde fortalt dem, at hun godt kendte dig. Peter og jeg havde bestemt at skrive saadan at du kunde faa brev til din fødselsdag, men nu er det bleven for sildig jeg vilde have sendt dig mit visitkort, men jeg synes at det jeg har ligner saa daarlig saa jeg vil vente til jeg faar et bedre saa skal jeg sende dig et. Nu vil vi allesammen gratulere dig til din fødselsdag og ønske dig alt muligt held og lykke og helbred og sundhed, som dog er det vigtigste af alt. Kjære Henrich nu maa jeg nok slutte for denne gang, nu tænker jeg at broder Peter han skriver dig et langt brev. Nu skal jeg hilse dig mange gange fra moder og fader og Johannes og kjærligst hilses du af din hengivne Andine. Glædeligt nytaar ønsker vi dig kjære Henrich. Skriv nu snart. Fra Edvard og hans kone skal jeg hilse dig. Edvard kan snart vente sig en lille arving. Jeg fik i julen en smuk skrivemappe hvori der var en seddel hvorpaa stod fra Henrich og Peter. Jeg maa derfor takke dig (underskrevet Lev vel kjære Henrich).
SIDSTE LIVSTEGN
Kopi af en kopi af et udateret ekspresbrev til ANDINE fra HENRIK, SEBASTOPOL HILL Melbourne, modtaget 25/5 1867.
Kjære søster. Jeg modtog hændelsesvis Peters brev i dag med den sørgelige underretning at kjære fader er død. Jeg er nu ikke oplagt til at skrive noget langt brev kjære søster, mit humør er ikke efter det for øjeblikket. Jeg er paa vejen til en ny plads og vil forsøge det, jeg har endnu 300 engelske mile at gaa. Jeg skriver dette brev paa et hotel, saa snart jeg kommer til mit bestemmelsessted skal du faa et længere brev fra mig og skal jeg sige dig når jeg kommer hjem - jeg tænker jeg kan tjene nogen penge hvor jeg går hen og kommer hjem til sommer. Hils elskede dyrebare moder mange gange fra mig og sig hende jeg er ved godt helbred, og vil snart se hende haaber jeg. Hils mine brødre meget fra mig og ønsk dem alle glædelig jul og nyt aar. Min jul bliver vist ikke meget glædelig. Du hilses selv kjære søster fra din hengivne broder Henrich. P. S. Trøst moder saa godt du kan, og sig hende være ved godt mod, måske jeg kan være heldig, og komme hjem med en hel slump penge. Hils Edvards kone fra mig. Tak Edvard for det han er saa flittig med at skrive mig til, han vil modtage et brev fra mig næste gang jeg skriver (underskrevet Din hengivne Henrich).
FRA SKIDT KNÆGT TIL KONGE
I 1839, dét år min oldefar blev født, døde den gamle konge FREDERIK 6. Han havde da været den længst regerende nogen sinde. Først i 24 år som kronprinsregent for sin sindssyge far, og derefter selv som enevældig konge i 31 år. Sammenlagt regerende i 55 år (CHRISTIAN 4 havde godt nok i sin tid været konge længere, men ikke regerende som dreng).
Den efterfølgende CHRISTIAN 8 havde altid været en rigtig skidt knægt, mente embedsværket. Til sidst havde den skide knægt giftet sig igen. Da med den halshuggede STRUENSEE s datterdatter, og kongerigets nye dronning promoverede ydermere præsten GRUNDTVIG - på trods af, at han var blevet frataget sit embede og sat under LIVSVARIG censur (CHRISTIAN 8 blev kun regerende i 8 år).
25 år tidligere havde CHRISTIAN 8 - dengang som statholder i tvillingriget Norge - underskrevet den revolutionerende nye norske grundlov EIDSVOLL-FORFATNINGEN (17. maj 1814). DOCTOR DAMPE havde samme år forelæst derom på Københavns Universitet. Spændende, men var DERFOR blevet idømt dødsstraf for højforræderi, hvilket var blevet forvandlet til livsvarigt fængsel (først 25 år senere, efter at CHRISTIAN 8 var blevet dansk konge, blev tiltalen frafaldet).
Officielt er CHRISTIAN 8 noteret som biologisk far til 10 uægteskabelige børn, men deriblandt ikke H. C. ANDERSEN (1805). TIVOLI blev indviet (1843). GALATHEA (1) blev sendt ud på en (berømt) verdensekspedition (1845). JERNBANEN København-Roskilde blev indviet (1847), og efter 8 år VILLE kongen ophæve enevælden og underskrive en grundlov, som den han havde underskrevet i EIDSVOLL, men så døde han pludseligt 21/1 1848 på Amalienborg (hjertestop, siger embedsværket med uld i mund).
Dronningen og GRUNDTVIG mødte ikke op til kongens officielle begravelse. MÅSKE ulmede et oprør (MARTSDAGENE 1848). Overalt i Europa gik et kommunistisk spøgelse rundt. I Frankrig nåede FEBRUARREVOLUTIONEN frem til Paris - og på samme tid udgav KARL MARX og FRIEDRICH ENGELS Det Kommunistiske Manifest i London. Ånden fra MARTSDAGENE her i Danmark rystede også embedsværket i København i 1848 (så derfor).
GRUNDLOVEN
Så derfor måtte den gode gamle enevælde alligevel opgives. 1848 lod det enevældige embedsværk dets nye unge konge FREDERIK 7 udråbte en kongelig grundlovskommission. MEN embedsværket anså et demokrati som i den norske grundlov for alt for farligt, derfor blev kommissionens arbejde nøje styret og dirigeret (embedsværkets lobbyisme var MEGET vigtigt).
Embedsværket mente, at embedsværkets nye seminarieuddannede folkeskolelærere tænkte hensigtsmæssigt, så flere af tidens nye lærere blev medlemmer af grundlovskommissionen. Grundloven blev endelig vedtaget på GRUNDLOVSDAG (5. juni 1849). Først flere år senere malede CONSTANTIN HANSEN sit berømte maleri fra Landstingssalen (og på maleriet står de officielt fremtrædende grundlovsfædre forrest).
Valgretsalderen var til at begynde med 30 år (valgretsalderen blev senere forhøjet til 35 år). Fjolser, fattige, forbrydere, fruentimmere (kvindfolk) og folkehold (lønmodtagere / befolkningsflertallet) fik ikke stemmeret. For embedsværket med dets da 189 års lange erfaring betød det intet, om bossen var konge eller minister. Yes, Minister (chefer kommer og går, men embedsværket består).
Principperne bag den danske og norske grundlov er forskellige. Magten er i forening imellem folk og konge i den danske grundlov - CONTRA - folkesuverænitetsprincippet i den norske grundlov. DERFOR fortsatte embedsværket herhjemme med at bestemme enevældigt. VURDERE, siger det selv, og dét bøjer vi os for (igen og igen).
ØSTBIRK PRÆSTEGAARD
Gad nok vide hvad der egentligt var sket dengang før og omkring deres bryllup i 1864. ANDINE s bemærkninger er interessante, men måske var storesøsteren bare jaloux. Efter forpagtningen af mejeriet på herregården USSINGGAARD, hvor min oldemors første 2 børn blev født, forpagtede de i 1866/1867 en større præstegård i Østbirk nord for Horsens, hvorefter hendes 6 næste børn blev født (deriblandt min farfar). Måske havde hendes far PEDER (JACOB s søn) hjulpet til finansielt. Derefter købte mine oldeforældre så et tiår senere en gammel vandmølle langt ude på den jyske hede nord for landsbyen Brande. ENRICO DALGAS havde sagt: HVAD UDAD TABES, SKAL INDAD VINDES (og så var møllen måske billigt til salg).
ARVAD MØLLE
AR = gammel og VAD = vadested. En gammel vandmølle ved Skjern Å, landets mest vandrige å. Møllen havde et enormt stort tilliggende på 400 tønder land hede. 1 tønde er som en fodboldbane, cirka 5.500 kvadratmeter, og var oprindeligt dét areal, der kunne tilsås med en tønde sædekorn. Møllen malede mel og gryn af korn for egnens gårde, og stampede og farvede vadmel for Martensens klædefabrik inde i landsbyen Brande. Måske var stampeværket gammelt, men farveriet var netop blevet genopført efter en større brand (vadmel = bøndernes traditionelt STÆRKE og varme NATURFARVEDE grå tøj vævet af uld).
I flere århundreder havde vandmøller med stampeværker været almindelige langs landets åer. Værkerne var energikilder, og valkede (stampede) klæde. Hævede nogle tunge lodrette bjælker, som derefter fald tilbage på faste underlag og stampede klædet. En meget kraftkrævende behandling som gav tøjet slidstyrke. EDVARD EMBORG købte Arvad Mølle af HARKE MARTENSEN i 1876, og betalte dengang med de nye kroner og øre (Den Skandinaviske Møntunion var 3 år forinden blevet indført med kroner til afløsning af Daler).
MARTENSENS FABRIKKER
FARVER JENSEN i Brande havde købt et farverianlæg af HARKE MARTENSEN, der så efterfølgende i 1866 havde købt Arvad Mølle, hvor han både drev landbruget og vandmøllen - og ydermere opbyggede et endnu større farveri. FARVER JENSEN kunne imidlertid nemmere få leveret tøjet fra og afleveret tilbage til folk inde i landsbyen, end HARKE MARTENSEN kunne helt derude ved Arvad Mølle. Derfor stod HARKE MARTENSEN hver søndag og modtog og afleverede tøjet tilbage til folk inde ved kirken i Brande (farvet vadmel må åbenbart have været højeste mode).
Herefter gik virksomheden Arvad Mølle rigtig fint, men i 1870 havde HARKE MARTENSEN meldt sig ud af sin almindelige brandforsikring, og var rejst ind til Vejle for at melde sig ind i den Wistoftske Brandkasse, og da slog katastrofen ned. Der gik ild i farveriet på Arvad Mølle. Alt nedbrændte og han var ruineret, fordi han ikke forinden havde fået ordnet en ny forsikring med den Wistoftske Brandkasse. Men ildebranden var nu nok blevet anstiftet af en af hans egne folk (mente man).
HARKE MARTENSEN fik med kapital fra Tyskland genopført det nedbrændte og genoptog farveriet, men i 1876 solgte han hele herligheden til EDVARD EMBORG. En gammel familiekrønike fortæller, at rigmænd inde fra Vejle havde kautioneret for købet af vandmøllen, og at EDVARD efterfølgende havde inviteret rigmændene derud for at bese deres pant. De bedste høveder (dyr) var i forvejen blevet trukket over i nabogården, kun nogle sølle kræ stod tilbage, og i armodens skær indgik man en aftale om gældssanering (hellere lidt end ingenting og bondefangeri er stadigvæk juridisk lovligt).
ÆRET VÆRE DERES MINDE
Det meget specielle landskab derude på den jyske hede nord for Brande er blevet udødeliggjort, fordi en gård dannede kulisse til en af danmarkshistoriens største filmsucceser, Morten Korchs De røde Heste. Filmen er stadigvæk på nettet. I dag er Europas højeste kontortårn efter Bestsellers planer projekteret til kun et stenkast syd for Arvad Mølle (et STORT mediestunt).
Min oldefar MØLLEREN afstod i 1904 Arvad Mølle til sin søn HENRIK EMBORG, og nogle år senere blev stampeværket nedlagt. HENRIK byttede møllen til en større gård efter mine oldeforældres død. Min oldefar døde 81 år gammel i 1919, og dagen efter begravelsen døde min oldemor 74 år gammel (det er så yndigt at følges ad - og dét gjorde de så).
Superstjernen LUCY er STAMMOR til os mennesker.
ALLE mennesker nedstammer fra hende. Også MIG for mere end 3 millioner år siden langt nede i Afrika (MATEMATISK EKSPONENTIALFUNKTION).
Her i korte træk et udsnit af mine KENDTE slægtsrødder. Nøglepersonen er GEORG LUDWIG, på engelsk GEORGE LOUIS. 1660 blev han født i det nordvesttyske Hannover (i de samme tider hærgede svensker-krigene, og enevælden blev indført her oppe i Danmark).
54 år senere (1714) blev han britisk konge under navnet George the First of Great Britain. Han er noteret som den britiske konge, der i praksis videregav sin regeringsmagt til parlamentet og dets premierminister i London. Kongen hverken talte eller forstod engelsk (i øvrigt led Georg, og flere af hans ægte børn og børnebørn, af sindssyge).
5 år senere igen (1719) blev GEORGE (GEORG LUDWIG) 59 år gammel far til ANDREAS - i PRANZIS, i CALENBERG (et lille fyrstendømme lidt syd for Hannover). PRANZIS, som oplyst af den norske historiker ARCHIVFULDMÆGTIG E. A. THOMLE, er ikke et bynavn, men antagelig en slags vuggestue for kongens ægte og uægte prinser og prinsesser. Slægtsrødderne er de ældste kendte i Europa, WELFERNE tilbage til det nordlige Italien i 900-årene (GEORGE s slægtsrødder kan ses på nettet / Wikipedia).
Endnu dengang ANDREAS blev født fik rige magtfulde familier mange uægte børn - dét bevidner historien. Nok ikke primært fordi de stakkels ægtemænd nød det, men nok snarere fordi ægtefruerne anså mange alliancer for ønskværdige. De fine nådige fruer - og deres børn - beholdt magten ved kvindelist (og beholdt derved deres forholdsvis urimeligt høje levestandard).
Fruernes egne ægte drenge blev magtfulde (kirkemænd, embedsmænd eller militærmænd), hvorimod de uægte drenge kun blev dygtige (købmænd eller håndværkere). Penge til virksomhedernes økonomi var der nok af. Ægte og uægte prinsesser blev indgift i tilsvarende alliancer (tvangsægteskaber).
ANDREAS og flere af hans brødre blev udlært kobbersmede. Alle rejste de højt mod nord til Kristiansand i Norge, støbte der norske og danske kirkeklokker, og stiftede familier med norske rigmandsdøtre. Antagelig havde drengenes øgenavn i begyndelsen været RENTLER, fordi i Norge blev efternavnene RENDLER, som senere blev ændret til RENDTLER (udført af RENDLER, blev på latin indgraveret i kirkeklokkerne).
MAREN RENDTLER, et af ANDREAS børnebørn fra KRAGERØ halvvejs oppe imod Oslo, stod sommeren 1809 brud på LANGSÆ GÅRD i Arendal - senere Arendal Rådhus, i dag lokalhistorisk arkiv og museum - for min jyske tip-2-oldefar RASMUS EMBORG. År senere rejste ægteparret med deres 3 drenge til mandens danske hjemland og bosatte sig inde i Horsens (derfra bredte efterslægten sig overalt i verden).
Efternavnet EMBORG stammede fra hans farfar, som også hed RASMUS, og som fra landsbyen Emborg i det jyske sø-højland, via katedralskolen (latinskolen) i Århus, var blevet optaget ovre på Københavns Universitetet, og derfor i 1714 havde fået sit navn ændret til ERASMUS EMBORG (antagelig havde deres far/oldefar været selvejerbonden JENS i landsbyen Emborg).
Åbenbart var selvejerbonden JENS i den lille landsby EMBORG en holden mand, ellers ville han ikke kunne have sendt sin søn RASMUS på først katedralskolen i Århus og derefter til universitetet ovre i landets hovedstad. Det jyske højland imellem de store søer, der ved Øm Kloster og byerne Skanderborg og Silkeborg, har aldrig fostret en herremand, så derfor er den sædvanlige mulighed med en mæcen udelukket. Latinskolen i købstaden Skanderborg ville have været langt nærmere end Århus, og en rejse over til København kostede på den tid det hvide ud af øjnene. Velhavende selvejerbønder var trods alt ikke helt ualmindeligt (og derfor er oligarki vel en nærliggende tanke).
Øm Kloster var som alle danske klostre blevet tvangslukket (Reformationen 1560), igennem flere hundrede år havde det ellers været en af landets største indtægtskilder. Stude og andet kvæg var derfra blevet drevet ned ad den jyske hærvej for at blive solgt til slagtere i de tyske hertugdømmer, og ANTAGELIG havde ledende præster fra domkirken inde i Århus så overtaget den gamle gesjæft (oligarki).
Oligarki er nu om dage mest kendt fra Rusland, hvor der efter Sovjetunionens fald opstod en klasse af oligarker, fordi landets indtægter blev overtaget. Indtægtskilderne blev overtaget, privatiseret og videreført af ledende mænd fra sikkerhedstjenesten (men bemærkelsesværdigt, at betydningen af det oprindeligt græske ord oligarki betydningsmæssigt IKKE er forankret i ordet oliekilde).
Landsbyen Emborg var opstået på ruinerne af det i 1172 grundlagte Øm Kloster. Ø er oldnordisk og betyder ø/halvø. M er bare endelsen. Landsbynavnet skyldtes et sprogproblem, kongen Christian 3 kunne ikke sige Ø. Han talte tysk, var født på Gottorp Slot i det dansk-tyske fyrstendømme Slesvig (dansk konge 1534-1559).
Ingen fremmede kan sige Ø. Rødgrød med fløde på - i stedet for ØM sagde kongen EM - og FORDI det gamle kloster skulle ombygges til et slot (en kongeborg), blev det af kongens folk omdøbt til Emborg (vel egentlig et ironisk navn).
Byggeplanerne blev imidlertid ændret. Munkestenene blev genbrugt til et slot i Skanderborg, og de sidste rester forsvandt i krat. En lille landsby lagde sig over klosterets tomt. I dag er Øm Kloster fint udgravet og blevet til et interessant museum - og det gode ironiske navn Emborg er forblevet såvel som landsbynavn og som slægtsnavn (kildeangivelse JENS EMBORG maj 2021).